Lidt af hvert

Grin – eller til grin?

IMG_1783I fredags var jeg til koncert sammen med min kusine.

Min kusine og jeg har været fan af Thomas Helmig i … … i mange år…
Vi har været til koncert før, men denne gang var omend endnu bedre. Manden er bare god.

Aftenen var egentlig dømt til at gå lidt galt. Konstant var vi 10 min bagefter.

Startede med at der ingen parkeringspladser var, da vi kom til stationen. Toget  nåede at køre, så vi måtte vente 10 min på det næste.

Da vi når til vores spisested, hvor jeg har bestilt bord, er vi 10 min forsinkede. Det viser sig så, at det slet ikke er det spisested, jeg har bestilt bord på, men at det er flyttet til Rådhuspladsen.

Jeg sætter joystikket i bund og min kusine kommer halsende bagefter. Vi når det rigtige sted. Jeg får flyttet rundt på 30 mennesker som meget uheldigt, står på rampen til indgangen.

Da vi endelig kommer ind og op – så foregår det hele gud-hjælpe-mig på engelsk. Er der noget, jeg absolut ikke var indstillet på, så var det at tale engelsk. Alt for rodet i hovedet til at få styr på udtalen, så jeg i det mindste kunne lyde som en, der engang havde haft engelsk, lod jeg min kusine klare bestilling.

Vi har på dette tidspunkt 35 min til vi er nødt til at bevæge os mod Tivoli igen. Dette får min kusine forklaret den søde tjener – og han lover, at vi kan nå det.

Jeg vælger helt fornuftigt, synes jeg selv, en “starter”. Tænkte, at det kunne jeg så godt nå at spise på de 15 min, vi ville have tilbage til at spise i…

IMG_1771

En “starter” var så denne KÆMPE tallerken Nachos m. oksekød… Jeg kunne på ingen måde nå at spise bare halvdelen af det, men jeg lover, at jeg blev mæt. Det manglede også bare med den pris. Tror det er verdens dyreste “starter”…

Pludselig ser vi på uret – og afsted. Joystikket i bund, benene på nakken, “mik-mik” gennem menneskemængden på Rådhuspladsen en fredag aften.

Vi når Tivoli 19.25 – 10 min forsent. Udenfor står mindst 200 andre, som også skal i Tivoli. Heldigvis ser vi, at de også står med billetter til koncerten, så vi bliver da i hvert fald ikke de sidste, der kommer ind.

Da vi når glassalen, skal jeg jo selvfølgelig ind et andet sted… Hen til den dør, hvor en ældre herre i stiv Tivoli uniform, gråt skæg og meget sur mine åbner og udbryder: “Det er altså tarveligt at komme så sent.”

Normalt vil jeg nok have undskyldt, men …

“Hvad havde du tænkt dig? Skulle jeg bare have trykket hornet i bund og drønet tværs gennem køen af folk, som rent faktisk også først nu står ovre ved den anden dør og prøver at nå ind?…” 

“Hmmm” var det eneste der lød.

Sekundet efter ringede han ind for tredje gang – og for pokker han fik afreageret på den klokke…

IMG_1795E n d e l i g – kunne vi sætte os og slappe af – nyde musikken – synge med – pifte – klappe osv. osv..

Det var en fed koncert.

Jeg har før været til Fredagsrock i Tivoli, når de der særlige sange kommer, hvor man i “gamle dage” havde taget sin lighter frem og viftet med den fra side til side, så tager man i dag i stedet sin mobil frem og tænder for lygten.

Fed stemning det giver, når 25000 mobiler lyser op i mørket…

Thomas Helmig synger så en af sine særlige sange og jeg tænker, den der stemning ude fra plænen, den skal vi da have herinde.

Så frem med mobilen og tænde for lygten …

DÉT gav så IKKE samme stemning som på plænen – på ingen måde overhovedet…

I et kort øjeblik lyste jeg fandme hele glassalen op. Kæmpe projektørlys kom nede fra bagerste række og plads – min … Selv Hr. Helmig var nær blevet blændet.

På under et sekund fik jeg slukket skidtet og henvendt til mig selv: “Det var måske lige i overkanten, det der, Christina…”

Vi fik så slet ikke hørt den særlige sang, for vi hulkede af grin. For pokker da.

Måske man skulle have været der, men lige i dette øjeblik er jeg nøjagtig lige så flad af grin, som jeg var i glassalen.

Gode grin gør godt – og jeg nåede vist ikke helt at blive til grin.

Resten af aftenen forløb stille og roligt – og vi kom godt hjem – 10 min for sent… 😉

IMG_1803

 

Kære læsere/følgere her på tanketrolden.dk jeg beklager meget det lange tidsrum siden sidst. Sidste år var vildt, der skete en masse. Dette år er mindst lige så vildt, der sker næsten endnu mere.

Jeg vil fortælle om det hele, for jeg nyder og glædes og vil så gerne dele.., men hver gang jeg endelig får sat mig og skal til at skrive, så er der bare så meget … Jeg aner ikke, hvor jeg skal begynde … – og så har jeg fået det udskudt alt for længe, men nu …

Nu starter jeg med denne lille beretning om en rigtig dejlig, skør og fornøjelig aften sammen med min kusine og vores idol igennem mange år.

Jeg håber, at I stadig har lyst til at læse og følge – og så skal jeg nok prøve at love, at jeg vender tilbage om ikke så længe med mange flere af alle de herlige oplevelser, jeg er så heldig at have fået i årets løb.

På genlæs

Næste gang - om at være konferencier på Ærø... ;-)
Næste gang – om at være konferencier på Ærø… 😉

 

 

 

Kommentér gerne, tak: