Tanker

Kærlighed – og foredrag

FugleI mit sidste indlæg her på bloggen skrev jeg om “De Uperfekte”. Det program jeg har deltaget i, som handler om handicap, dating og kærlighed.

Jeg fortalte om mødet med de to dygtige og søde coach, Anni og Christina, som hver især gav mig nogle gode råd til at arbejde med mig selv. Lære mig selv bedre at kende og få styr på nogle af de ting, jeg har det svært med.

Rigtige gode råd – som jeg har arbejdet meget med.

BølgegangDet er ikke helt let at gå i clinch med sig selv, sit mindreværd, selvkritikken og hvad man ellers kan finde på, der er dårligt ved en selv. Det kræver virkelig meget at starte med at ændre… at få overbevist sig selv om, at det er inde i en selv, man skaber – og dyrker de her overbevisninger om, at man ikke dur, ikke er god nok… Det er dem, man skal ændre først.

– men hvor er det dog en fantastisk følelse, når man langsomt begynder at mærke, at anstrengelserne hjælper lidt efter lidt…

Jeg skrev sidst:
… selv om jeg er kommet lidt videre “hen ad vejen”, så er der langt igen… – jeg ved heller ikke, hvor vejen ender, eller om den nogensinde ender. Hovedsagen er: at jeg bevæger mig.

OG det hjælper!

Jeg har virkelig fået en masse personligt ud af at være med i “De Uperfekte”. Det har ikke ført kærligheden med sig, men arbejdet med mig selv og alle de gode råd, jeg har fået, opvejer i første omgang den manglende kærlighed. Eller… det vil sige – én form for kærlighed har jeg opdaget:
– for som jeg også skrev sidst:
Det handler først og fremmest om at finde kærligheden til sig selv – for uden den, virker det ikke..

Den uendelige vej

Ikke nok med at det er udfordrende at arbejde med selvtilliden, mødet med Anni gav også andre spændende udfordringer…

Udsendelsen blev vist i Januar, kort efter ringede Anni en eftermiddag til mig. Hun fortalte, at hun holder foredrag og nu skulle til at holde nogle, der skulle handle om kærlighed. Hun ville i den forbindelse spørge mig, om det ville være ok, at hun nævnte mig og programmet.

Jeg sagde selvfølglig ja, for det kunne der da ikke være noget galt i. Desuden deltog Anni jo selv i programmet…

Efter lidt snak sagde Anni pludselig: “Jeg ville jo nok egentlig også høre, om du har lyst til at tage med ud og holde de foredrag”…

Alle der kender mig ved, at jeg meget sjældent bliver mundlam… DET blev jeg her…

Hold nu k…, tænkte jeg. Foredrag… Foredrag med Anni… Hun er jo proff for f….. pokker. Det kan jeg da ikke…

En eller anden svarede med min stemme: “Jo, det vil jeg da gerne. Hvis altså du synes at jeg er god nok til det…”

Dét syntes hun… 🙂

Så nu går jeg en tid i møde med flere store udfordringer og oplevelser. Foredrag med Anni om Kærlighed – og et liv med handicap.

Havhytten

For nylig besøgte jeg Anni. Vi skulle planlægge, øve og forberede vores foredrag. Det blev til 25 fantastisk timer i Anni og hendes søde kærestes idyl. En rigtig kærligheds oase. Så fredeligt og fuldkommen stille et sted. Det smukkeste hus – i de dejligste omgivelser.

Perfekte rammer til at opleve, hvad kærlighed også kan være!

 

Mig og Anni

 

Vi har skrevet, snakket, grint, talt alvorligt, lavet video, drejebog, kladder osv osv..

 

NU er vi klar!

 

D. 26/6-13 holder vi vores første foredrag i Hammel.

D. 15/8-13 holder vi på Sjælland. Jeg skal til møde på onsdag og håber herefter at have fået styr på, hvor vi kan være.

Jeg er nervøs – jeg har en hel sommerfuglefarm med titusindevis af baskende sommerfuglevinger i maven – og hvor er det sjovt, for jeg har faktisk været ude at holde foredrag før med en af mine gode venner, det kan jeg sagtens, men denne gang føles det bare lidt anderledes. Måske er det fordi jeg ved, at der kan sidde mennesker i lokalet, som jeg rent faktisk kender rigtig godt. Måske fordi de andre foredrag mest handler om at være i job trods handicap – og ikke om helt private ting.

– men jeg kan godt! Vi kan! Og det bliver helt sikkert hyggeligt og sjovt!

 

Blomst

 

Invitation til foredrag om Kærlighed – og handicap

En video invitation

Anni Simonsen

http://tanketrolden.dk/perfekt-eller-uperfekt/ ‎

 

 

6 thoughts on “Kærlighed – og foredrag

  1. Og du kan helt sikkert regne med at der er et par stykker i salen som vil nyde at høre dine vise ord. Vi glæder os Christina 🙂
    Knus og kærlige tanker
    Dimse & Daisy

Kommentér gerne, tak: