Tanker

Perfekt eller uperfekt

Kan man overhovedet sige, at noget er perfekt eller uperfekt?

Er nogen perfekte eller uperfekt?

Alle vil vel gerne være perfekt, men ville det egentlig ikke været kedeligt at være det?

Så måske er jeg bare glad for at være perfekt uperfekt…

De Uperfekte ? Perfekte kærester

 

 

 

 

Sidste forår fik jeg en vanvittig ide – det får jeg indimellem.

Jeg så at TV2 søgte handicappede deltagere til et tv-program. Det skulle handle om 10 handicappede, der skulle på overlevelsestur i Afrika sammen med BS…
Lige noget for mig!

Så jeg skrev en fin ansøgning til Mastiff, som skulle producere udsendelsen…

Desværre blev jeg ikke udvalgt.

Sand

Her bagefter tror jeg nu nok også, det er meget godt.

Jeg så den engelske udgave af programmet, så selvfølgelig også den danske OG hold da op…

– der er alt for meget sand i Afrika!

Jeg hader sand!

I stedet modtog jeg en mail fra Mastiff sidste sommer. De havde gemt min ansøgning og profil og ville høre, om jeg havde mod på at deltage i et nyt program:

“De Uperfekte”, som skulle handle om handicap og dating.

Første tanke: No Way – absolut ikke. Der er latterligt mange dating programmer i tv – og nu skulle det så være med handicappede… Sikke et freakshow det kunne gå hen at blive. Stakkels sølle handicappede. Eller ugens glade krøblinger…

MEN …

– man har et standpunkt til man tager et nyt.

Lidt ligesom med Tusindfryds blomsten: skal – skal ikke – skal …

Jeg snakkede med familien og nogle gode venner – ikke at det skulle være deres beslutning – men jeg havde bare brug for at høre om deres syn på det.

Alle sagde de, at jeg da skulle sige ja. En masse nye oplevelser, udfordringer og hvem ved – måske kærligheden.

Fik også en god snak med Mastiff, som fortalte at de selvfølgelig ikke var ude på at udstille os, men ganske enkelt ville vise, hvem vi er på helt ærlig vis.

Så jeg sagde ja…Mig og kamera

Skal love for at det har været udfordrende og oplevelsesrigt.

Jeg vil ikke komme ind på selve optagelserne i dette indlæg – for så bliver det simpelt hen for langt, men skal nok skrive om det senere hen.

Jeg vil dog fortælle at under nogle af optagelserne, fik jeg besøg af to søde og dygtige coach. Anni og Christina. De skulle hjælpe mig med nogle af de ting, som jeg ‘slås’ med, ved at være mig.

Jeg blev noget forbavset, da de var her første gang. Vi talte ganske kort sammen og med det samme, kunne de lige slå ned på, hvad jeg går og bøvler med.

De gav mig en masse gode råd til, hvordan jeg kunne hjælpe mig selv på vej.
Hjælp til selvtilliden, selvværdet – kort sagt blive glad for mig selv..

Det har været hårdt – det er hårdt!
For selv om jeg er kommet lidt videre “hen ad vejen”, så er der langt igen… – jeg ved heller ikke, hvor vejen ender, eller om den nogensinde ender.

Hovedsagen er: at jeg bevæger mig.

MigNu kan jeg se i spejlet – se på mig.

På de gode dage – dem er der heldigvis flest af – så kan jeg også se, at JEG er ok…

Jeg er fin nok… – og indimellem – ser jeg sgu egentlig også ret godt ud. 😉

De dage er også dem, hvor jeg ranker ryggen lidt mere. Løfter hagen og smiler til alle dem, jeg møder på min vej – og sjovt nok – er det også de dage, hvor jeg får ligeså mange smil tilbage.

Jeg har lært en masse – oplevet ligeså meget – ved at være med i “De Uperfekte”.

Det handler om kærlighed – om at søge og finde den.

Jeg fandt den ikke i sæson 1, men jeg lærte noget vigtigt!

Det handler først og fremmest om at finde kærligheden til sig selv – for uden den, virker det ikke…

 

Se “De Uperfekte”

Coach Anni Simonsen

http://tanketrolden.dk/skal-skal-ikke-skal/

 

 

Kommentér gerne, tak: