Tanker

Rigtigt eller forkert?

Jeg er handicappet. Jeg sidder i kørestol. Jeg er en lille lort på 92 cm. Jeg har en mega stor kørestol, der vejer 150 kg. Må man kigge efter mig? Skal man lade som om, man ikke ser mig?

Hvad er rigtigt?
Hvad er forkert?

Jeg holder foredrag om det at leve et liv med et handicap. Hvordan det har været – og hvordan det er at være mig. Jeg fortæller om alt – eller i hvert fald det meste.

Hvorfor gør jeg det?

Blandt meget andet fordi jeg rigtig tit møder fordomme og tabuer.

Rødovre Lokal NytFolk taler HØJT til mig og meget f o r k l a r e n d e. Jeg kan jo ikke helt svare på, hvorfor de gør det, men føler det er fordi, det at jeg er handicappet måske signalerer at noget er rigtig galt. Jeg er måske lidt fatsvag og har dårlig hørelse.

Jeg er blevet spurgt, hvorfor jeg kører tidligt hver morgen. Da jeg forklarede, at jeg kørte på arbejde blev der sagt:
“Guuuud kan du arbejde?”
“Hvorfor skulle jeg dog ikke kunne det?”
“Jamen, kan man det, når man er handicappet”

En har haft skrevet til mig:
“Har handicappede følelser og behov for kærlighed?”

Jeg kommer med mine svar i mit foredrag. Jeg prøver på min måde at få frem, at selvom nogle ser anderledes ud, selvom nogle virker forskellig fra andre, så er vi alle i bund og grund mennesker. Vi har alle følelser, et hjerte der banker og vi har alle brug for accept, anerkendelse, respekt og ikke mindst, vi har alle brug for kærlighed og opmærksomhed.

Når jeg møder de her tankegange, tænker jeg ikke, at folk er dumme. Jeg tænker usikkerhed og uvidenhed. Måske har de aldrig kendt en handicappet før. Måske har de aldrig turdet snakke med en handicappet. Der er så megen berøringsangst forbundet med handicappede og handicaps. Sårer man ved at stille spørgsmål? Må man stille spørgsmål?

Jeg tænker, at det derfor er vigtigt selv at stå frem og fortælle.

Billede fra FacebookJeg har lige medvirket i et indslag på TV2 Nyhederne, som handlede om berøringsangst og handicappede.

Er det ok at kigge efter en handicappet? Hvorfor kigger du efter en handicappet?

Klippet er blevet vist på Facebook og jeg har også selv delt det på min egen Facebook side – og det er helt vildt, så mange forskellige synspunkter, der er kommet. Meget interessant.

En hel del skriver, at de kigger, men også skynder sig at kigge væk – for ikke at såre eller virke stødende.

Hvad mener jeg selv?

I indslaget lyder det måske lidt som om, at jeg er ked af og træt af at folk glor, og at jeg bare ønsker at alle folk vil komme hen og spørge mig om mit handicap.

Det er ikke helt det, jeg mener.

Jeg kan blive ked af det, når folk glor, men ikke når de kigger.
Jeg bliver glad, når folk smiler, men stødt når de griner.
Medlidenhed 
er en ting, medfølelse en anden.

Der er kæmpe forskel på de ting.

Jeg forstår udmærket, at folk kigger efter mig. Som jeg plejer at sige: “Hvem vil ikke kigge? Lille lort i en kæmpe stol?” Klart man kigger. Det ville jeg såment også selv gøre – og jeg gør det.

Men når folk uhæmmet glor efter mig, når de vader ind i lygtepælen, fordi jeg lige trillede forbi.
Når man hører – “Ahahah så I lige hende der…”
Eller når jeg får et klap på hovedet og en kommentar: “Ih hvor klarer du det flot, selvom om du er sådan der”

– så bliver jeg trist og ked af det – tænker at det er absurd, at det forkommer.

Hvornår er det så ok at kigge? Og er det ok, at spørge ind til folk?

Jeg kigger også på folk, som jeg lige skrev – og det kan hænde, at jeg får lyst til at stille dem et spørgsmål.

Måske hvis jeg synes, jeg ser en fed bluse en anden har på, så kan jeg finde på at stoppe vedkomne og spørge, hvor den er købt. Hvis jeg ser en mega smart kørestol, så kan jeg finde på at stoppe vedkomne og høre hvilket mærke, den er. Hvis jeg mener, at det vil være interessant at vide, hvilket handicap en person har, ja, så spørger jeg – fordi jeg er nysgerrig, fordi jeg søger viden.

Spørgsmål (Lånt fra nettet)Og ja, jeg synes, det er ok at spørge.

Men nej, jeg mener absolut ikke, at man SKAL henvende sig og spørge alle på sin vej, hvad handicap de har, hvorfor de ser ud som de gør, eller hvad det end måtte være – men bliver nysgerrigheden for stor, eller man føler den viden kunne være nyttig: så spørg.

Og nej, jeg mener heller ikke, at alle handicappede SKAL svare på spørgsmål. Det var desværre ikke med i indslaget, men jeg siger faktisk, at det må være op til den enkelte selv, om man har lyst til at svare eller ej. Alle kan have en skidt dag, ikke have lyst til at svare på spørgsmål eller bare ikke synes, det kommer andre ved. Fair nok.

Jeg personligt tænker bare, at ved at være åben og turde snakke om tingene, så kan vi få afmystificeret mange ting og måske endda ændret nogle tankegange – det kunne der godt være brug for nogle steder.

Vi lever i så travl en hverdag, haster afsted for at nå alt, så vi har det med at glemme os selv og hinanden. Indimellem burde vi stoppe op, trække vejret, snakke sammen – og huske på – at livet er unikt. Vi er her kun denne ene gang!

Nysgerrighed er naturligt – og hvis vi ikke tør være nysgerrige og åbne, så lærer vi aldrig noget.

Børn er fantastiske. Desværre bliver de tit stoppet af deres forælder. Det kan virke uopdragent, at de bare trasker hen og spørger lige ud. Eller hvis de råber højt – hvorfor ser hun sådan ud? Hvorfor kører han i den der?

Igen er det bare min mening, men lad dem dog spørge. Lad dem dog løbe hen for at høre om dit og dat. Børn er naturligt nysgerrige og ligefremme. Intet filter – og hvor er det dejligt. Jeg tænker, at det er på den måde de lærer, at vi alle ikke er ens, at det er okay med forskelligheder, og at vi alle i bund og grund er mennesker.

Vi kunne lære meget af børn. Jeg har lært meget af mine to skønne nevøer på 3 og 5 år. De har det måske lidt nemmere end andre børn, de har jo været sammen med mig altid, men alligevel kommer der indimellem spørgsmål om mit handicap, som faktisk ikke kræver det helt store svar før end de er tilfredse med svaret.

Handicap, berøringsangst, fordomme, tabuer.
Hvad må man? Hvad må man ikke? Hvad er rigtig at gøre? Hvad er helt forkert?

Der er mange spørgsmål og helt sikkert endnu flere svar.
Jeg er kommet med lidt af det, jeg tænker og føler.

Humør og humor hjælper godt på vej.
Vær åben, nysgerrig, spørg, kig OG smil for pokker da. 🙂

Smilet er den korteste vej mellem mennesker.
Smil

 

Indslag fra TV2 Nyhederne

Det Handicappede Talkshow – Præsentation
Det Handicappede Talkshow – afsnit 1
Det Handicappede Talkshow – afsnit 2
Det Handicappede Talkshow – afsnit 3

4 thoughts on “Rigtigt eller forkert?

Kommentér gerne, tak: