Tanker

Tager en dyb indånding – og så smiler jeg igen

I dag er alting lidt sort. I dag har jeg tudet, da jeg snakkede med min mor i telefonen. I dag synes jeg mit handicap er noget lort. I dag har jeg medlidenhed med mig selv.

Intet af det hjælper. Jeg har endda været i centeret og købt ting til mig selv, hvilket ikke sker så tit. Det hjalp heller ikke en døjt.

– men jeg håber på, som jeg plejer at kunne, at se solen skinne igen i morgen, og det hele føles lidt bedre.

Jeg havde lovet mig selv, at når nu der går så lang tid imellem, at jeg får skrevet her på bloggen, så skulle det være noget positivt, jeg kom med.

Det er det altså ikke helt.

Sidste år skrev jeg et indlæg Life is like a box of… , der handlede om, at jeg havde fået to brud i bækkenet og det hele var lidt sort. At jeg gjorde alt for at finde det positive frem igen og forsøge at se lyst på, at mit handicap OI (medfødt knogleskørhed) begynder at røre på sig efter mange års stilhed.

Det lykkedes faktisk ganske godt, indtil i dag…

Jeg har i et par måneder haft rigtig ondt i, hvad jeg troede var bækkenet. Jeg har sovet temmelig dårligt, for sidste gang brækkede det jo to gange, da jeg lå og sov. Jeg havde lovet mig selv, at denne gang måtte jeg ikke have smerter for længe, inden jeg kontaktede lægen.

To måneder er jo heller ikke længe…

Jeg fik scannet bækken, hofter og lårben og fik svaret, at alt var helet fint og så godt ud. Men hvorfor har jeg så stadig smerter? Før i tiden havde jeg nok bare tænkt – ok så, det går nok over. Om jeg er blevet klogere med alderen (der skulle godt nok gå lang tid) ved jeg ikke, men i hvert fald kontaktede jeg Riget, for jeg ved, at de måske har en anelse bedre ved at se på OI knogler end andre hospitaler.

Jeg var på Riget i dag.

Mit bækken er helet fint! Det var da en dejlig nyhed!

Til gengæld så viser det sig, at de smerter jeg har, som føles som knogler der går ud af led, er fordi mine lårbenshoveder støder mod hofteskålene…

Hvorfor det hele er øv, som jeg startede med at skrive, er fordi, den besked jeg fik fra de to ellers rigtig søde læger var:

Det må du lære at leve med.

Der er intet at gøre. Eller jo der er måske en enkelt ting. De kan forkorte mine lårbensknogler, så de ikke støder mod hoften, men så mister jeg min siddebalance og skal være tilbagelænet resten af livet…

Det ville de ikke råde mig til, og det hverken kan eller vil jeg. Det kræver også en operation, hvilket er understreget i mine data, at jeg kun må blive i aller yderste nødstilfælde. Jeg er ikke ligetil at holde liv i efter en operation, så det frarådes. Så det bedste råd, de to læger kunne give mig var:

Det må du lære at leve med.

Jeg er SÅ træt, af den besked. Jeg beklager, men jeg hader den virkelig. Jeg har hørt den så mange gange snart, at jeg … … …

Jeg har i lang tid prøvet med lidt “selv-psykologi”, fordi jeg ikke har kunne sove så godt på grund af frygten for at bækkenet skulle brække igen, mens jeg lå og sov. Jeg har overbevist mig selv om – eller i hvert fald forsøgt – at det værste der ville ske, var jo bare, at jeg ville have smerter i et halvt års tid. Det er da til at leve med…

Det var lige ved at lykkedes mig – at få mig selv overbevist…

– men det holder vist ikke her. Det er ikke bare et halvt års tid denne gang…

Lægen fortalte, at han havde en patient, der gik til karate, han forsøgte at lære sig selv at håndtere smerte:

Smerter er kun en illusion !

Måske jeg skulle melde mig til karate…

Jeg tror, jeg vil lukke ned. Trille ind og hente min “lykkepille i pels” (tak Lene H., for den præcise betegnelse af vores uundværlige servicehunde), køre en tur ud i den danske sommer og spejde efter solen.

Det regner, så man kan alligevel ikke se, om jeg tuder lidt i dag.

Kun i dag!

Servicehundene: Treo, Skipper III, Ami, Nordea, Buster, Darwin – og min Mocca.

 

10 thoughts on “Tager en dyb indånding – og så smiler jeg igen

  1. Kære Christina.
    Tak for at dele denne barske virkelighed – du får mine varmeste tanker – hvor ville jeg ønske at jeg kunne gøre meget mere end det for dig.
    🍀❤️ knus Anna-Lene

  2. Christina vi elsker dig og sender dig vores hjerter, Du er en af de sejeste kvinder jeg kender. <3 <3 <3 Inger

  3. Fuck en trist besked 😡 – Den er jeg virkelig ked af at høre. Det er mega-trist og hvor ville det være rart med brug af en formel, hvorpå smerter fjernes. Den ville jeg tage patent på og straks lade dig være første testperson 🍀🍀
    Øv, øv og meget mere øv ! De vildeste og bedste tanker. Kh. Lotz

    1. Kære Lotte
      Tak for din søde besked og tanker. Det kunne være skønt med sådan en formel, men indtil da så ved du ligeså godt som jeg, at vi finder en vej frem – og får tacklet de latterlige smerter. For det skal vi!
      – men tak.
      Kh Christina

  4. Kære Christina
    Årh, søde dog, det er så forståeligt at du har en øv-dag og må tude. Det er nogle barske omstændigheder du skal igennem. Puha, det kræver uden tvivl et stærk sind, og det tror jeg du har <3 Det viser du jo også, ved at dele – også de hårde og tunge dage.
    Kærlig hilsen
    Gurpreet

    1. Kære Gurpreet
      Tak for din søde besked.
      Og ja, jeg deler både det gode og det mindre gode. Måske det kan virke lidt underligt på nogle, men jeg føler det hjælper lidt.
      Knus Christina

  5. Fuck Christina – sikke noget lort…
    Hvad pokker skal du snart mere udsættes for 😔
    Jeg er uden ord, for de hjælper ikke, men for pokker altså – hvor ville jeg dog gerne kunne tage nogle af de smerter for dig!
    Kæmpe møs og knus
    Fra Lotte

Kommentér gerne, tak: