En noget voldsom overskrift – måske – men sådan er det.
Jeg er bevet fed – og det er så skrækkeligt. Jeg er deprimeret, det går mig på – og det går bare slet ikke…
Jeg afslører vægten, har ellers holdt det for mig selv i en uge. For det er deprimerende.
40 kilo og 500 gram… 40,5… Fyrre komma fem… OMG: OhhMyGod!!!
Og nej eller ja eller noget, det lyder måske ikke af meget, men det ER det.
Min ringe højde, eller nej – bare min ikke så vilde højde på 92 cm taget i betragtning, så er 40,5 kg rigtig meget og ALT for meget.
I mange år da jeg var ryger – for mange år siden – 13 faktisk – der vejede jeg 31 kg… Altid! Uanset hvad jeg indtog! Kager, slik, brød, Coca Cola hver dag og meget mad!
Det var fantastisk. Altid 31 kg.
– men jeg havde også konstant lungebetændelse pga. røgen…
Så det eneste rigtige var jo at stoppe med at ryge. Det gjorde jeg – og i løbet af ingen tid – 3 kg på… Sådan var det i nogle år. 34/35 kg sagde vægten. Det var okay.
Så blev jeg ældre…
Så steg vægten 1-2-3 kg…
Det var/er fandme ikke okay…
Og kure. Alverdens slankekure er afprøvet.
Æggekuren – æg æg æg i flere dage.
Minus usundt kuren – intet usundt i flere dage.
Dr. Atkins kuren den med et minimum af kulhydrater – hold nu fest hvor blev jeg syg. Prøvede tre gange. Endte på hospitalet hver gang med betændelse i kroppen.
Dukan kuren – dukanikkeenskidtabedig.
5-2 kuren – den var nu okay, men min mave kan ikke tåle, at jeg faster pga kolik… Ja, kolik – troede sgu kun det var babyer og heste, der fik kolik, men næ nej, det ha jeg også.
Så:
– ingen faste
– ingen søde/sure ting
– ingen gulten
– intet sukker
– intet brød – hverken af den ene eller den anden slags
– ingen stivelse – kartofler, pasta, ris
– intet for varmt eller for koldt
– ingen kulsyre
– minimum af frugt
Hvad sker der for det?
Grøntsager (helst tilberedte) og proteiner. Det MÅ jeg få!!!
Hvem i h… h…. h…… spiser kylling og kogte grøntsager morgen-middag-aften. Ja ja ja, jeg må også gerne lave fisk eller andet kød, men altså………………….
I sommers tog jeg mig sammen.
Vejede, udregnede og skrev alt ned. Det virkede sgu. Tabte 4 kg – og det svarer så til 8 kg hos “normale” mennesker – her mener jeg altså normale i højden, ik’…
Alle kunne se det. De roste det. Det var så dejligt.
Så kom sommerferien. 14 dage på Bornholm…
Bornholm = solskin = is = kiloerne drøner ombord i kroppen igen.
Hvem kan modstå Bornholms Krølle Bølle is?
Verdens bedste Softice findes på Bornholm. Og det er over hele øen. I hver en by støder man på Verdens bedste Softice. Nå ja, man behøver jo ikke smage på det i hver en by. Det gjorde jeg næsten heller ikke…
Så faktisk er det ikke min skyld vel? Det er Bornholms skyld, at det gik galt!!!
Og efteråret – og julen … Alle de fristelser i den mørke tid. Det er tarveligt.
Eller…
Handler det i virkeligheden ikke om lidt svaghed. Man kan jo bare sige nej. Så enkelt er det!
Det er i hvert fald let at skrive…
– men nej, jeg synes ikke helt, det er så let i virkeligheden.
Jeg er en hygger. Jeg elsker mad. Jeg elsker kage, brød og søde sager. Det indrømmer jeg gerne.
Og jeg vil så gerne lade det ligge, for jeg hader at blive for tyk – og som i øjeblikket ALT for tyk. Det gør mig virkelig ked af det, deprimeret. Det går ikke…
Det virker måske overdrevet, men nej. Jeg skal passe på. Mine arme skal kunne bære mig hele tiden. Min højre underarm er overbelastet. Jeg har en golfalbue, trods det at jeg aldrig har spillet golf… Den skal aflastes. Virkelig nemt når jeg kun har mine arme til at flytte mig rundt med.
SÅ det ER jo simpelt hen så vigtigt at passe på vægten (det gør jeg også, den står pænt på puffen, så der ikke sker noget med den… )
Pjat! Jeg må tage mig sammen. Frem med kalorietælleriet igen, det virkede jo…
Gejsten – jeg ringer til 70-12-14-16..
Solen skinner, det er skønt vejr.
Som min mor og far altid har sagt:
“Christina, pas på at kinderne ikke lukker for øjnene, så du ikke kan se solen…”
I morgen er det mandag… Ny tid… Ny uge… Ny dag… Jeg prøver…
Tror ikke du er den eneste søde Christina, har vi ikke alle vores kampe i ny og næ. Det største problem er jo nok at man, som du skriver kun prøver…….
Man skal ikke kun prøve, for så når man ikke langt…. Nej man skal gøre det!!! Så sker der noget
Du har helt ret, Christel. Det er bare altid lidt nemmere at sige, at man vil prøve, så er det ligesom ikke så slemt, når det så ikke lykkedes… For så kan man jo bare prøve igen… 😉