Mandag var en sort dag, der hadede jeg mit handicap.

I dag er det lidt bedre. Jeg skal nok bruge en anelse længere tid på at fordøje lægens ord, men det skal nok vende tilbage … humøret altså.

Andet går ikke. Se bare på alle jeres skønne tilbagemeldinger fra i forgårs. I er fantastiske. I er med til, at jeg ikke giver op – det kan man jo ikke bare, vel?

Dermed ikke være sagt, at jeg ikke, synes det er noget lort at skulle leve med smerter resten af livet. For det gør jeg saksuseme, men jeg ved også, at det ikke nytter at synke hen i selvmedlidenhed for det fører til ingenting. Jeg hader stadig OI – et pænt stykke tid endnu, men mon ikke jeg kommer til at forene mig med det alligevel. Jeg hænger trods alt på det…

Jeg lovede et positivt indslag næste gang, så det kommer allerede her. Kom nemlig lige i tanke om en episode, jeg oplevede fornyligt, men som jeg aldrig fik skrevet om.

For nogle uger siden var jeg i Aldi og handle. Som altid gider jeg ikke tage en kurv, de er jo dæleme så store, at det er nemmere selv at placere mig i den og skubbe mig frem end at tumle rundt med den på skødet. Så i stedet stabler jeg varerne på min fodplade og i hænderne.

Ingen undtagelse denne dag, jeg fik stablet rigeligt – undlod endda en bakke med æg, for forudså hvor den ville havne.

Da jeg kommer op til kassen og får lagt varerne på båndet, står en far og hans datter foran mig. Faderen taler et fremmed sprog – jeg tror måske, de er polakker – og heri ligger intet fordømmende.

Pigen er handicappet. Mentalt. Hun står og rokker fra den ene fod til den anden. Fuldstændig monoton rytme. Fingrene bevæges i samme rytme og hun kigger på mig med et tomt blik. Hver gang køen rykker en tand, trækker hendes far hende blidt i hånden.

De har handlet en del varer og jeg så, at han snakkede lidt med pigen om en buket blomster, som også ligger på båndet.

Faderen smiler indimellem til mig, mens han forsigtigt prøver at få datteren til at kigge den anden vej. Det betyder intet. Jeg smiler bare til hende – og tænker lidt, hvad hun mon tænker.

Pludselig lige der midt i køen slår det mig, at hvor er jeg heldig. Hvor er jeg heldig at have et fysisk handicap. Det giver smerter indimellem – og ja, nu ved jeg så, at det vil det nok gøre ret tit,  men det var ikke det, jeg tænkte der.

Jeg tænkte, at jeg var heldig, at jeg selv kunne trille ned og handle. Selv vælge at tage varerne ned fra hylderne, ja ok, det er ikke alle, jeg selv kan nå, men så beder jeg jo bare om hjælp – for det kan jeg jo også.

Hende pigen her hun kunne ikke. Jeg aner ikke, hvordan hendes liv er, men lige der midt i køen, virkede det ikke helt, som noget man gerne ville bytte med.

De får betalt deres varer og pakket dem. Faderen trækker hende med sig ud. Jeg får betalt og igen stablet min varer på fodpladen og hvor jeg ellers kunne have det.

Da jeg kommer ud, står de lige uden for. Faderen rækker mig den buket blomster, der lå på rullebåndet tidligere og siger på gebrokkent dansk, at dem skal jeg have.

Det kan jeg ikke tage imod, siger jeg til ham. Jeg skal da ikke have deres blomster.

Jo, det skal du. For jeg blev så glad, da jeg så dig inde i butikken. At du selv kunne tage dine varer og betale og det hele. Det gjorde mig glad. Min datter er også handicappet, jeg har passet hende i 30 år, hun kan ikke, men så er det dejligt at se, at andre kan. Så blomsterne er til dig.

Jeg anede simpelt hen ikke, hvad jeg skulle sige andet en tusind tak – og så var de væk…

Hvor var det rørende, at manden havde overskud til at kunne glæde sig på mine vegne og ikke mindst, at han gav udtryk for det. En fremmedes glæde. Det gjorde mig glad og også lidt sørgmodig. For hvor er jeg heldig selv at kunne en masse – og hans datter skal måske bare prise sig lykkelig for at have en alletiders far, der passer på hende.

Livet er skrøbeligt og sært indimellem. Det kræver at være stærk og have vilje til at få et godt liv. Nogle dage er sorte andre grå, det er ok, når bare de lyse dage er i flertal, så skal det hele nok gå.

Tak til manden, der fik mig til at tænke over, at trods nogle lidt svære skavanker der støder til mit handicap, så er jeg nu alligevel heldig, at jeg er, som jeg er.

Tidligere indlæg: Tager en dyb indånding – og så smiler jeg igen