Fra jeg blev født har der altid været hund i vores hjem. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden hund.
Så da jeg havde besluttet mig for at flytte for mig selv, kom det store problem. Hvad gør jeg uden? Kan jeg undvære nærværet, trygheden og at der er en, når jeg kommer hjem, der altid er glad… Nej! – men hvordan klarer jeg en lille hvalp? Får den renlig? Træning?
Alt for umuligt, tænkte jeg, når man sidder i kørestol.
På et tidspunkt var jeg på en messe med hjælpemidler til handicappede. Her så jeg noget helt vildt!
En kvinde i kørestol med den fineste hund med blå vest ved hendes side… Wauw.
Jeg måtte simpelt hen efter denne kvinde og høre, hvad i alverden det var for en hund hun havde. Hun var rigtig sød og fortalte en masse. Fortalte, at det var en servicehund, der kunne hjælpe hende med forskellige ting. Hun havde fået den fra Foreningen Servicehunde Til Handicappede. Hun syntes helt klart, at jeg skulle besøge deres stand på messen.
Det gjorde jeg! Og heldigvis for det!
Foreningen Servicehunde til Handicappede (STH ) har til formål, at uddanne og udplacere servicehunde. STH er en non-profit forening, hvis målsætning er, at hjælpe personer som er bevægelseshandicappede, ved at bevilge specialtrænede servicehunde.
For at komme i betragtning til en servicehund, skal man sende en ansøgning til STH. Er man så heldig, så kommer man til en uddybende samtale med chefinstruktøren Lise Lotte Christensen. Det er vigtigt, at man er helt klar over, hvad det vil sige at have hund. Ud flere gange om dagen – sne, slud, regn, solskin. Der er træning, der skal passes. Dyrlæge tjek. Osv osv.. Alt sammen vigtigt – og vigtigt at man kan klare det meste selv.
Jeg kan huske, at Lise Lotte kom hjem til mig en fredag. I 3 timer spurgte hun om alt – og jeg mener a l t… Jeg var fuldkommen mør bagefter og overbevist om, at jeg aldrig blev godkendt. Jeg skulle tænke over det og give hende besked inden søndag, hvor hun ville fortælle, om jeg var godkendt eller ej. Der gik nøjagtig 3 min fra hun var gået til jeg sendte en sms: Jeg er så klar! 🙂
Det blev de længste dage i mit liv. Søndag ventede og ventede jeg og endelig ringede telefonen… Jeg blev godkendt… 🙂
Jeg kan stadig huske glæden, det var så vildt. For pokker hvor var der dog lang tid til Oktober, hvor træningen skulle finde sted. Vi var kun i April.
Endelig blev det Oktober og jeg skulle afsted til træning. Teamtræning kaldes det. Det er tre intense uger, hvor der trænes og trænes. Hundene er færdiguddannet, men nu er det så os brugere, der skal trænes.
Den første uge lærer man alle kommandoer. De skal siges på den rigtige måde, falde på det rigtige tidspunkt. Man tænker at dét kan da ikke være så svært, men det er det faktisk.
Anden uge får man lov at have en “øve” hund ved sin side. Det er en helt tilfældig hund, som måske er I træning eller det kan være, det er ens kommende hund.
Den sidste uge er ugen, hvor man får sin helt egen hund. Det er virkelig specielt. Man har glædet sig så meget til den dag. Man ved intet om, hvilken hund man får, man kan håbe og gætte, men det er en hemmelighed lige til det sidste, fordi det er så vigtigt at matchet mellem menneske og hund er så korrekt som muligt.
Jeg husker, at jeg sad og ventede så spændt. Ventede bare på at døren skulle åbne. Endelig skete det – og ind kom verdens smukkeste sorte Labrador.Det var Chili. Så skønt. Det var jo en af øvehundene – faktisk hende jeg var faldet for!
Resten af ugen lærer man sin hund at kende. Har den med hjem og vænner sig til at have en ved sin side hele tiden.
Det var fantastisk!
Når man har været sammen i nogle uger, skal man til offentlighedstest. Testen foregår i et center med masser af butikker og mennesker. En servicehund har lov at komme med i butikker og lignende, så det er vigtigt at vise at man har helt styr på den.
Chili og jeg klarede testen – og kunne kalde os for et Team. 🙂
Efter at have gennemgået teamtræning og bestået offentlighedtesten, så får man officielt overrakt sin servicehund til Graduation. En helt særlig dag, hvor en masse mennesker er indbudt. Jeg havde de største sommerfugle i maven. Skulle for første gang møde dem, der havde sørget for, at der var midler til at træne min kommende servicehund Chili.
Servicehunde bliver sponsoreret af forskellige fonde eller mennesker, der har lyst til at give et bidrag til foreningen. Uden dem – ingen penge – og dermed ingen mulighed for at træne hunde.
Chili er sponsoreret af Odense Zonta. En kvindeklub, der sælger vin og kort, og hvor pengene blandt andet går til servicehunde. Jeg er dem evigt taknemmelig.
Link til Odense Zonta og deres side om Chili og mig
STH – betyder også alt. Uden dem – ingen servicehunde. De gør hver dag et kæmpe stykke arbejde, så vi er nogen, der er så heldige at kunne få glæde og gavn af de dygtige hunde.
STH – betyder også alt. Uden dem – ingen servicehunde. De gør hver dag et kæmpe stykke arbejde, så vi er nogen, der er så heldige at kunne få glæde og gavn af de dygtige hunde.
Jeg har slet ikke fortalt nok om, hvor meget STH er værd, kan og gør. Jeg vil opfordre til at gå ind på foreningens hjemmeside og læse meget mere. Måske endda støtte med et medlemsskab, så foreningen kan bestå og få flere midler til at uddanne og træne flere dygtige hunde. servicehunde.dk Jeg har utallige historier om min dejlige Chili, men tror at jeg vil stoppe her, inden det bliver for langt… 🙂
Tak for din tid. Jeg vender tilbage med et par fortællinger om nogle fantastiske år med Chili.
