Jeg er netop hjemvendt fra Folkemødet på Bornholm.
Med mig har jeg en kæmpe kuffert fuld af oplevelser og indtryk.

Folkemødet drejer sig jo mest af alt om politik, men jeg var der ikke, fordi jeg er blevet politisk aktiv.

Jeg var inviteret med af Det Centrale Handicapråd, som bl.a. gør en stor indsats for at fremme positive holdninger til handicap.

Sidste år deltog jeg i kampagnen “Det er ikke et handicap” og det er denne kampagne, der skal videreføres. Så jeg blev kontaktet og spurgt, om jeg havde lyst til at være med…

– OG selvfølgelig havde jeg det.

Sammen med nogle friske medlemmer fra SUMH – Sammenslutningen af unge med Handicap har jeg deltaget i et par møder hos Det Centrale Handicapråd. Her skulle vi sammen finde på ideer til, hvordan vi kunne deltage med noget positivt på Folkemødet.

Til projektet blev også tilknyttet en tilrettelægger og en fotograf og det skulle hurtigt vise sig at de havde en super god ide.

Vi skulle lave et Talkshow – lidt a’la dem man ser på amerikansk tv…

 

Jeg vil ikke afsløre for meget – ikke mere end det, jeg allerede har gjort på Facebook – men jeg kan godt fortælle, at vi omdannede min bil til et studie.

  

– og der var publikum… 🙂

 

Hver dag fik jeg så besøg af forskellige kendte personer, der havde lyst, tid og mulighed for at kigge ind og blive stillet nogle spørgsmål.

 

Spørgsmål der naturligvis handlede om holdninger til handicaps. Om fordomme og tabuer.

  

Det blev til en masse spændende, skønne, rørende, inspirerende, oplysende snakke.

 

Et af spørgsmålene var: hvad er et handicap?

Vi kunne hurtigt blive enige om, at det er helt umuligt at definere. For ja – hvad er et handicap? Det kan jo i virkeligheden være  mange ting. Der er de synlige, de er til at tage og føle på, men så er der også alle de usynlige – og dem er der mange af.

  

Jeg spurgte også mine gæster, om de havde et handicap – og ja. Det havde de faktisk alle sammen på den ene eller den anden måde. Ikke egentlige fysiske handicaps, men mange af de usynlige: ADHD, angst, frygt for at miste, frygt for at dø, åbenmundtethed der tit medfører uheldige episoder, overdreven behov for at hjælpe andre, manglen på at kunne sige nej til opgaver… osv. osv.. Listen var lang, men viser bare, at vi alle har noget med os, som vi slås med, kæmper med – og gør alt for at leve med!

  

Det var så stor en oplevelse at sidde der og få lov til at få et lille indblik i gæsternes verden. Gæster som mange aldrig får mulighed for at møde, men måske kun ser på tv eller andre medier.

  

En kæmpe oplevelse, som jeg er så glad for og taknemmelig over, at jeg måtte have lov at være med til. Hvor er jeg heldig!

Det var noget helt nyt for mig at sidde som den interviewende. Jeg har jo deltaget i De Uperfekte, men det var noget helt andet. Der var det mig, der skulle fortælle om mig og mit – også en kæmpe udfordring, og nu skulle jeg så sidde og spørge til andres private historier, det var også en kæmpe udfordring.

Jeg er udmærket godt klar over, at ingen er “normale”. Jeg er godt klar over, at vi alle har noget vi bærer rundt på, men indimellem så kan man måske godt glemme, at dem vi ser i medierne – de kendte – dem vi måske ser en smule op til, at de rent faktisk også bærer rundt på noget.

Og hvor er det tosset!

Vi er alle mennesker. Alle af kød og blod. Alle kan have noget at slås med, noget at frygte.

En ting jeg især bed mærke i, var at de alle – eller i hvert fald de fleste – havde det ligesom jeg selv har: at kun hvis man tillader at se frygten, angsten eller hvad det end måtte være i øjenene og tager imod hjælp, hvis der er behov for det, kan man komme videre.

At lære at leve med det handicap man har – stort eller småt – er så vigtigt.

Som jeg så tit siger: det handler om at finde det positive i livet – og huske at leve og nyde alt det man kan.

 

 

 

Thomas Skov og Jacob Nossell på besøg. Kampagnen “Det er ikke et handicap”.

På vej til Folkemødet.

De Uperfekte sæson 1