Hvor har jeg dog tit fået denne besked:

“Desværre, vi kan intet gøre, det må du lære at leve med…”
“Det må du lære at leve med, man kan ikke gøre andet…”
“En lille skavank mere, den må du lære at leve med…”

På et tidspunkt tænkte jeg, at den næste læge der gav mig den besked, ville få en lige højre placeret midt i ansigtet, men … alligevel lidt for besværligt, for skulle jo bede vedkommende om at bukke sig for at ramme midt i ansigtet – og de ville alligevel nok ikke lægge yderlige mærke til kraften bag mit stød…

Så nej …

– men for pokker, der er “slugt et par kameler” indimellem og nogle gange har det ikke været lige let at lære at leve med.

MEN

Når jeg så sidder her i denne meget specielle uge, hvor “Knæk Cancer” er igang, så tænker jeg nu alligevel:

Hvor er jeg dog fandens heldig, at jeg blot skal lære at leve med diverse skavanker.

Jeg kan godt leve med min tinitus i ørerne og med, at jeg er nødt til at have høreapparat på begge ører. For jeg KAN høre …

Jeg kan godt leve med, at jeg på grund af ualmindelig skæv rygsøjle – (så skæv at hvis du lod en racerbil tage turen ned langs, så ville den få den vildeste flyvetur, når den kom rundt i det loop, der er nederst) – har temmelig mange smerter i ryggen. For jeg KAN tage smertestillende og få det lindret…

Jeg kan godt leve med at min nakke er blevet stivgjort på grund af sammenfald og det er møg belastende ikke at kunne dreje hovedet. Men jeg ER i live, hvilket jeg højest sandsynligt ikke havde været, hvis ikke operationen var foretaget…

Jeg kan godt leve med anfaldene af hovedpine på grund af skruerne i nakken. For jeg KAN tage smertestillende…

Jeg kan godt leve med hyppige blærebetændelser på grund af skævhed og ikke helt frit løb fra blære til nyre. For jeg KAN tage penicillin og smertestillende…

– og nu stopper jeg, for jeg lyder som en hypokonder. Jeg har en del skavanker, men jeg kan godt leve med dem, for de fleste KAN lindres eller bare ignoreres.

MEN

Cancer – det kan du ikke bare lære at leve med, det kan ikke bare lindres med smertestillende eller ignoreres. Langt de fleste dør desværre af denne forbandede sygdom. Heldigvis er der også nogle, der bliver helbredt, men desværre alt for få.

For to år siden blev jeg indlagt med et brud i bækkenet og et brækket lårben. Jeg havde virkelig mange smerter – og ret ondt af mig selv.
Ved siden af mig lå en ung smuk kvinde, hun fik tit besøg af sin mand og to små søde piger. På intet tidspunkt hørte jeg nogle klager fra hendes side.
Vi faldt i snak og havde det rigtig hyggeligt. Jeg fandt ud af, hvorfor hun lå der. Hun havde cancer… Ingen brok, kun smil og et ualmindeligt godt humør. En stædighed udover alle grænser for at vinde over canceren.
Jeg blev udskrevet. Efter et halvt år var mine smerter delvist forsvundet, jeg mærker det indimellem, men pyt…

Jeg har stadig kontakt til den seje kvinde, hun er desværre ikke helt fri af den dumme cancer, men hun klager aldrig… Hun er sej og jeg ønsker for alt i verden, at hun bliver fri for canceren.

Denne uge handler om at knække cancer. Jeg forstår helt klart, at der skal være så meget fokus på det, men for pokker hvor gør det dog ondt i hjertet at høre alle de sørgelige historier.

Jeg glæder mig over de lykkelige og tuder med dem, hvor det ikke ender lykkeligt.

– og så sidder jeg og tænker, at hvor er jeg dog heldig, at jeg bare skal lære at leve med mine skavanker. For det KAN jeg godt…

Jeg støtter “Knæk Cancer”

– og jeg sender mange tanker til de smukkeste stjerner på himlen:

Mormor
Farmor
Faster
Onkel
Onkel

– og alle de andre smukke stjerne, der har tabt kampen til canceren og til alle dem, der kæmper.