… chocolates – you never know what you’re gonna get.
Sådan har jeg det lidt lige nu – livet er som en boks, du ved ikke, hvad der dukker op – dog synes jeg ikke, at den er fyldt med chokolade.

Jeg har altid gjort meget ud af at finde det positive i livet, også selvom der indimellem måske ikke har været så meget positivt. Når jeg holder mine foredrag om at leve livet med et handicap, så er mit hovedbudskab at være positiv, at finde det positive – for med det kommer man længst…

I øjeblikket leder jeg efter det positive, synes boksen kommer frem med lidt for meget andet end positivt. Og når jeg så sidder her og skriver, så synes jeg måske nok, jeg er lidt for dramatisk – for er det nu alligevel også så slemt?

For tre år siden lå jeg og sov, jeg vågnede og strakte mig, som så mange gange før. Lige netop denne nat var det så ikke det, jeg skulle have gjort. Det gav et kæmpe knæk i hoften/bækkenet og straks var der den vildeste smerte. Jeg vidste noget var galt, men – dumt nok måske – så gjorde jeg ikke noget ved det til at starte med.

Jeg kørte rundt med temmelig mange smerter i halvanden måned, det var hårdt – og dumt. I know…
Til sidst kunne jeg så heller ikke komme ned at ligge. Da det havde stået på en uge med overnatning i kørestolen, så gav jeg fortabt og måtte have det undersøgt.

Det kostede et brækket ben under røntgen undersøgelsen, 14 dages indlæggelse og ca. 4 mdr’s helning. Det var hårdt – og ja, det var dumt at sidde så længe med, hvad der viste sig at være et brud i bækkenet.

Sidste år fik jeg pludselig smerter i det ben, der brækkede året før og bruddet i bækkenet brød op. Det betød endnu nogle måneder med latterlig smerte.

I år var jeg på Bornholm til Folkemødet, vi havde en fantastisk tur. Det var nogle lange dage med fuld knald på – ikke noget dumt og overilet, men hygge og sjov.

Den sidste nat ligger jeg og sover. Pludselig vågner jeg med et kæmpe knæk – og jeg vidste bare, at den var gal… Jeg ville dæleme ikke med ambulance fra Bornholm, så jeg fik kæmpet mig op og vi kom tilbage til København. Her var jeg ikke mere dum eller stædig, end at jeg godt vidste, at det skulle undersøges med det samme, så jeg blev kørt på hospitalet – og det viste sig, at der var to brud i bækkenet…

Kun 4 dages indlæggelse, en måned – indtil videre – med smerter. De er heldigvis meget bedre allerede nu, så jeg er i gang med udtrapning af diverse piller…

Det er jo positivt, at det er gået så hurtigt, men …

Det jeg kæmper med lige nu, det er at finde det positive i, at jeg igen er begyndt at brække mine knogler.

Jeg ved godt at mit handicap er OI – medfødt knogleskørhed. Jeg ved godt, at det betyder utallige brud – eller kan betyde. Jeg ved godt, at jeg har haft over 300 brud. Jeg ved godt, at jeg har været ualmindelig heldig, at jeg har haft en kæmpe pause på 23 år uden brud (lige bortset fra ribbens brud. Dem tæller vi ikke med). Jeg ved godt, at jeg skal være taknemmelig, glad og stolt over at have nået alt det, jeg har været så heldig at opleve uden brud. Jeg ved godt det hele …

OG

Jeg er glad. Jeg er stolt. Jeg er taknemmelig – over det hele.

– men for fanden hvor er det dog latterligt hårdt at mærke, at det hele kommer tilbage igen… Jeg har hele tiden vidst, at det nok skulle ske. Jeg tror ikke, at der er nogen med medfødt knogleskørhed, der pludselig er blevet helbredt og aldrig mere får brud… Så selvfølgelig har jeg vidst, at det ville komme tilbage med alderen, når man begynder at afkalke…

Jeg siger det såmænd selv i mine foredrag: Jeg er godt klar over at tiden, hvor jeg igen vil få brud, kommer tilbage, men den tid den glæde – eller sorg !

Den er kommet nu – tror jeg. Langsomt – forhåbentligt!
– men jeg kan mærke det. Jeg er ikke længere så stærk, føler mig ikke længere så stærk.

Det er underligt at føle det sådan. Det er sgu for at være ærlig ikke særlig sjovt, ikke at vide om man nu kan tillade sig at gøre sådan eller sådan. Hvornår går det galt, hvornår sker der noget…

Jeg tænker, hvad jeg gjorde, da jeg var yngre. Dengang det skete næsten hver dag. Hvordan i alverden kom jeg igennem den tid? Tænk at man har glemt det hele. Tror nu nok det er godt, at jeg ikke altid har skulle frygte det. Jeg synes, det er hårdt nu. Jeg synes, det er møg irriterende ikke at turde lægge sig til at sove – for hvornår kommer der et nyt knæk ?! Jeg synes, det er tarveligt. Det er et af de tarveligeste brud. Hvis jeg laver noget dumt eller uheldigt, jamen så er det vel fair, at noget brækker. Det er jo handicappet. Men fandme ikke bare når jeg sover – det er tarveligt…

Hvad nytter det at brokke sig, at beklage sig? Det nytter ikke en skid…
Det nytter ikke at tude, lukke sig inde, blive bitter eller frygte. Tværtimod, så bliver det bare værre.

– men for en stund må man gerne, ik’? Og bande – det ved jeg man må! Og det gør jeg!

Jeg synes, det er umådeligt svært og pisse irriterende, at jeg lige i disse dage, skal tage en beslutning om jeg tør tage med på den drømmerejse, jeg faktisk har bestilt og betalt lidt af til November. En Safari tur til Afrika. Nogen vil måske mene, at det er et luksus problem, det er jo bare en rejse. Men sådan ser jeg det ikke.

Jeg elsker at rejse. Det er SÅ fantastisk. Jeg har været heldig at opleve mange steder, virkelig mange, så jeg kan vel egentlig ikke tillade mig at beklage mig… – men det der er svært, det er at indse, at jeg måske aldrig mere vil kunne tage på sådan en rejse. At mine fremtidige rejser skal overvejes nøje – uden alt for megen “hurlumhej”… Og er det bare et luksus problem?

Det der i bund og grund vel egentlig er det sværeste lige i øjeblikket er vel bare at acceptere at handicappet vender retur igen… Eller det har jo været der hele tiden – jeg har bare været ualmindelig møg hamrende heldig med så mange brudfrie år.

Det skal jeg være taknemmelig for. Det er jeg!

OG

– jeg lever jo stadig. Jeg har det jo stadig godt – bortset fra dumme knogler… Jeg har min skønne familie, mine yndlings dyr og alle mine søde venner.

Om et øjeblik har jeg ny bil – den vildeste Mercedes Benz (Vito)…
Jeg skal på ferie med familien og en del af de andre med OI – i Danmark – helt stille og roligt…

Jeg har de allerbedste og allerdejligste nevøer i hele verden, som kommer på besøg og siger: Moster – vi ved godt, at vi skal passe på dig, for du har knækket kroppen… Så smiler man sgu alligevel, ik`?

Det er sommer – i hvert fald ifølge kalenderen. 🙂

Så det er vel ikke så skidt endda, vel?

 

 

 

GOD SOMMER 🙂