Nu må det vist være på tide at få præsenteret min nye servicehund, min nye hjælper og ikke mindst min nye bedste ven:
Da jeg d. 3. maj ’13 måtte sige farvel til min gamle servicehund Chili, var jeg overbevist om, at jeg aldrig skulle have en ny servicehund. Jeg har skrevet om det en del gange, hvor svært og ubærligt det var at sige farvel til sin bedste ven gennem 7 år, om hvor vigtigt det også var at få lov til at have tid til at være ked af det, og tænke og overveje beslutningen, om der skulle siges ja til en ny. Så det vil jeg ikke skrive mere om her.
Heldigvis endte det jo også med, at jeg fandt ud af, at livet bare ikke er det samme uden sådan en bedste ven og hjælper. Jeg fandt ud af, hvor uundværlig nærværet, selskabet og ikke mindst hjælpen er i at have en servicehund. Jeg var stort set ikke ude i den måned. Tog mig sammen en dag og ville køre en tur omkring Damhus Søen. En tur jeg plejede at nyde sammen med Chili. Pludselig kunne jeg ikke finde ud af, om jeg skulle køre 10 km/t eller 3 km/t. Det virkede fuldstændig åndsvagt at drøne rundt alene…
Det var faktisk på den tur, jeg tog min beslutning.
Jeg kontaktede Lise Lotte Christensen og Anne Frahm fra STH – Foreningen for Servicehunde Til Handicappede og sagde, at jeg havde besluttet mig og var klar til at få en ny servicehund, når der var en klar til at udplacere.
Det spændende var så bare: Hvornår
Jeg var så utrolig heldig, at de mente allerede at have en hund, der kunne matche mig til den kommende TeamTræning måneden efter…
Når først beslutningen var taget, så var det helt umuligt at vente. Hvilken hund? Labrador Retriever eller Golden Retriever? Gul, brun eller sort? Tusind spørgsmål, som jeg udmærket vidste ikke ville blive besvaret, hvis jeg stillede dem… 😉 Og det er ikke for at være irriterende, at instruktørerne ikke svarer, men for ikke at skuffe os, hvis deres valg af en eller anden grund ikke kommer til at passe.
TeamTræning startede jeg på d. 28. Juli ’13. Jeg har beskrevet før, hvad det handler om, så heller ikke mere om det her, andet end at det er 14 dages intens træning, hvor vi brugere lærer, hvad servicehundene kan og hvordan kommandoerne skal falde.
Allerede på 3. dagen blev vi præsenteret for vores blivende servicehunde. Vi vidste endnu ikke, hvem der fik hvilken hund, meeen jeg havde alligevel en lille anelse, da vi tog hjem om aftenen.
OG ganske rigtig. Dagen efter fik jeg at vide, at Mocca var min. Den smukke sorte spinkle labrador. Jeg var glad. Jeg ER gald.
Mocca strøg lige ind i hjertet på mig. Hun var den første af de blivende hunde, jeg fik lov at træne med den første dag. Allerede der forelskede jeg mig … selvom man ikke måtte …
Mocca satte resolut benene op på min fodplade og slikkede mig i hele hovedet. Eller det vil sige, først fik jeg det vildeste smil. Ja – Mocca smiler – med hele tandrækken.
Første gang kan man godt blive lidt forskrækket, fordi det ligner, hun viser tænder, men det gør hun ikke, hun smiler. Så sødt.
Jeg følte med det samme, at vi hørte sammen. En lille glad spirrevip, fuld af liv og glæde. Hun er så skøn.
Jeg har nu haft Mocca i 4 måneder og det er helt vildt, hvad vi allerede har oplevet sammen. Vi har fået en så god start med en masse herlige oplevelser. Noget der rigtig har rystet os sammen. Kommer med et lille indlæg om det hele på et senere tidspunkt
Mocca er utrolig lærernem. Udover alt det hun allerede kan, så fik jeg i løbet af ingen tid lært hende at åbne hoveddøren: Mocca åbner hoveddør
Jeg har en lille låge ved min hoveddør, 4 forsøg, så kunne hun lukke den. Jeg behøver bare sige “skub”, når vi kommer hjem, så ved hun, hvad jeg mener: Mocca lukker låge
3 forsøg med endnu et skub, så ved hun, at hun skal løbe hen og trykke på knappen til elevatoren: Mocca trykker på elevator
Hun er så glad for at hjælpe, at man kan se det i øjnene på hende, når hun ved, der er ved at være brug for hende. Hun sidder pænt og venter, selvom det er svært, når så hun får kommandoen, så springer hun glædeligt afsted.
Var på toilettet på et ellers udmærket handicaptoilet, men alligevel havde de ikke tænkt over, at det er de færreste mennesker, der har 1,5 m lang arm, så man kan nå papiret… Hvad gør man så? … Får selvfølgelig verdens bedste hjælper til at tage papiret…
– men udover at være en virkelig dygtig hjælper, så er hun også allerede blevet en helt særlig ven. Jeg skrev, at vi har haft en utrolig god start sammen, dog har de sidste 6 uger ikke været specielt gode.
Jeg fik desværre et brud i hoften og et i låret, så jeg har ikke kunne lave noget som helst. Jeg kan ikke engang selv lufte Mocca. Heldigvis har jeg verdens bedste mor, som flyttede herned og passer på os. Lufter Mocca hver dag og sørger for, at det hele fungere.
Under TeamTræning fik jeg en alletiders ven i Anders, der fik servicehunden Palma. Sjovt nok er Mocca og Palma søskende, så det passer jo helt fint, at Anders og jeg er blevet venner. Anders har også været enormt sød til at komme og lufte Mocca – og underholde mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden min mor og Anders.
Tusind tak til jer.
– og jeg ved heller ikke, hvad jeg skulle have gjort uden min nye bedste ven Mocca…
På intet tidspunkt har hun virket utålmodig eller utilfreds over, at jeg ikke har kunne noget som helst. Tværtimod vil jeg sige.
Jeg har ligget i sengen det meste af tiden. Mocca er så forsigtigt hoppet op og har lagt sig stille og roligt tæt ved siden af mig. Som om hun vidste, at jeg havde god brug for hendes nærvær. Det har været så dejligt. Hun er en rigtig nusse-kæle-putte hund. Og hvor har det bare være skønt at opleve.
Jeg kunne blive ved med at skrive. Skrive om hvor dejligt, skønt, rart, uundværligt osv. det er, at være så heldig at have en servicehund – men jeg må nok hellere stoppe snart.
Dog er jeg nødt til at fortælle om en helt særlig dag – og nogle helt særlige mennesker.
Den særlige dag er Graduation. Jeg skrev om det i forrige indlæg, at det er den dag, hvor vi officielt får overrakt vores servicehund.
Jeg skrev, at jeg var ved at skrive en takketale. Jeg fik den skrevet, men jeg fik aldrig holdt den…
Graduation er for mig – som jeg har skrevet utallige gange – en ganske særlig dag. Der er så mange mennesker, som er indblandet i og gør det muligt, at servicehunde eksisterer. Udover at vi brugere får vores hund på denne dag, så er der også mulighed for at takke alle de mange mennesker, der står bag.
Der er de uundværlige hvalpeværter. Dem der modtager hvalpen, når den er 8 uger. De bruger et år på – blandt meget andet – at lære hunden at blive renlig, socialisere den. Den ødelægger måske det meste af hjemmet. Der ryger et par sko. De lærer den alt det den ikke må – og det meste af det den må. Når den så er blevet et år gammel – og de har været alle de her ting igennem, så giver de den fra sig… Videre til STH.
Jeg har været så heldig at få kontakt til Moccas hvalpeværter, Trine og Michael – og jeg forstå udmærket, hvorfor Mocca er blevet så sød og kærlig en hund…
Mocca har fået den bedste start hos dem.
Tusind Tak til Jer!
Så er der de super dygtige instruktører.
De bruger deres fritid på at træne servichundene til alt det, de kan. Alle de 50 kommandoer og meget mere.
Hundene bor hos dem mellem halvt til et helt år. Udover træning er der jo så også de daglige lufteture, besøg hos dyrlæger osv. – oveni det helt almindelige familieliv. Så fantastisk at de har overskud til det. Jeg ved godt, at de jo selvfølgelig gør det, fordi de gerne vil og de har selv valgt, men … jeg synes alligevel, at det er ganske imponerende.
Så Tusind Tak til Jer – Lise Lotte, Anita og Betina (og Maria, når du er tilbage).
For at det hele kan fungere, så er man nødt til at have en forening. Der er en masse mennesker, der får det hele til at hænge sammen og køre, de skal også have et kæmpe Tusind Tak !
Sidst – men absolut ikke mindst, så er der dem, der gør, at alt det her overhovedet kan lade sig gøre…
Det er sponsorerne. Uden penge er der ikke meget, der kan lade sig gøre. Heldigvis er der mange, der sponserer servicehundene på den ene eller den anden måde…
Jeg vil specielt gerne sige TUSIND TAK til Marianne Tholstrup og Lauritzen Fonden, fordi de har gjort det muligt, at jeg har kunne få min Mocca.
TUSIND TAK – er ikke engang nok. Der findes bare ikke et rigtig ord for, hvor glad og taknemmelig jeg er, for at I har gjort det muligt.
Den dag til Graduation ville jeg så gerne have fortalt alle, hvor glad, rørt og taknemmelig jeg er over at have fået Mocca – over at Marianne Tholstrup og Lauritzen Fonden har sponseret Mocca – at Trine og Michael har givet hende så god en hvalpestart, som de har – at Lise Lotte, Anita og Betina har trænet hende så godt, som de har. Ville have sagt et kæmpe TUSIND TAK – men jeg blev simpelt hen selv så rørt, at jeg slet ikke kunne sige noget. Så ærgerligt, men jeg håber, at alle kunne fornemme, hvad jeg gerne ville…
Da jeg sagde farvel til min prinsesse og bedste ven Chili, var jeg overbevist om, at jeg aldrig ville have en ny…
– men heldigvis har jeg fået en ny og helt særlig bedste ven i Mocca.
Tusind Tak til alle der har været med til at gøre det muligt!
