Wuhuuu – sikke et DHL-stafet løb !!! 🙂

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så skulle vi – STH Servicehunde Til Handicappede – igen i år deltage i DHL-stafetten.

I år var vi desværre ikke så mange tilmeldte, så vi stillede “kun” med 1 hold. – men sikke et hold. 🙂

Når vi deltager i stafetten i kørestol og med vores servicehunde, så har vi en hjælpe-løber med. De løber ved siden af og sørger for, at alle de andre ikke løber ind i vores hunde.

Sidste år havde jeg Lone med mig.

Jeg ved ikke, om jeg var alt for hård ved hende, men Lone mente ikke helt, at hun var klar i år til at løbe med… 😉

I stedet fik jeg lokket min søster Maria med. Hun var dog heller ikke helt sikker på, at formen var til at løbe alle 5 km, men hun sagde dog ja.

Lige som sidste år mødtes vi alle i vores telt inden start. Alle i godt humør og med masser af lækker forplejning, blev vi hurtig klar til at give den gas.

Min søster og jeg blev sendt af sted som de første. Vi havde nemlig et helt særligt heppekor med, som ikke ville kunne holde tålmodigheden så længe… 🙂

Vi blev “skudt” afsted og alle løbere fløj gennem start linien – som de sidste – kom søster, Mocca og jeg flyvende fulgt af en masse klapsalver.

Mocca var ikke helt tryg i starten. Der er vanvittig mange mennesker, høje lyde og ikke så meget plads.

Når man er lidt utryg, så kan det hænde at man – undskyld udtrykket – skider af skræk.

Det gjorde Mocca efter de første 500 meter.
Lige midt på stien – akkurat som sidste år…

Så første, men også eneste pit stop – for efter det var hun fit for fight og vi strøg afsted.

Der er altså noget helt særligt ved at deltage i stafetten.

Alle hepper, klapper og kommer med tilråb undervejs. Så fedt !

Mens vi fløj afsted, tænkte jeg over, at det måske virker nemt nok at drøne de 5 km. Det er jo i virkeligheden bare at styre rorpinden og så derudaf…

– men nej, ikke helt. Faktisk kræver det en hel del.

Jeg kørte, Mocca og søster løb mellem 6 og 10 km/t hele vejen. Det er hurtigt…

Der er 21.000 deltagere med i løbet. Selvfølgelig løber alle ikke på samme tid, men der bliver sendt 4.500 afsted i starten.

Når man drøner afsted med den fart, så kræver det altså noget opmærksomhed.

Pludselig er der løbere, der går – så uden om dem, hvilket kræver, at man ikke lige drøner ud foran dem bageved…

Jeg havde en super hjælpe-løber med. Vi fandt hurtigt en rytme.

Søster holdt øje bag til, jeg holdt øje med dem foran – og Mocca – fulgte bare med.

Udenom, indenom – til tider føltes det som rundt om… 😉

Samtidig med at skulle holde øje med løbere, så skal man også lige holde øje med afspærringerne og ikke mindst vejen…

Noget af vejen er grus og asfalt, det er nu det bedste.

Resten af – og det meste af ruten foregår på græs med et grønt tæppe på. Her er det umuligt at se, om der er huller eller andre overraskende ting, man drøner hen over…

Så det kræver faktisk også en del fysisk at holde kroppen fast i stolen…

Jeg klarede den hele vejen rundt – uden at ramme nogen, uden at vælte noget OG i år uden at brække noget. 🙂

Jeg var dog lige ved at komme galt afsted 20 meter før mål.

Jeg havde ikke set, at der tværs hen over vejen kom et bump, så jeg fløj i bogstavligste forstand i mål.

Det må have set sjovt ud. Jeg lettede simpelt hen med stol – og i stolen – og bang så landede jeg igen.

Der skete ingenting – ænsede det faktisk først bagefter.

Hovedesagen var at komme i mål og i en super tid: 36.06 min..

Tusind tak for en fantastisk DHL-stafet til STH, alle de frivillige hjælpere i teltet, de 4 andre super seje STH-teams med hjælpe-løbere, vores helt særlige heppekor, min skønne Mocca

– og sidst, men absolut ikke mindst – Tusind Tak – til min seje hjælpe-løber og søster Maria.

Vi er klar – og ses til næste år. 🙂

 

STH & DHL